Tak trods alt Udskriv Email
Skrevet af JEO   
fredag, 20 november 2009 01:07

Tak til dem der stemte på Fælleslisten Øst - trods det ringe resultat ...

Vi troede og håbede på, at borgerne fra Skive, Karup via Viborg til Silkeborg, Randers, Grenaa og Horsens med flere ville give os uden for partierne større opbakning ved valget til Region Midtjylland, det var trods alt borgernes liv og helbred vi valgte at forsvare mod de etablerede politikere, som var og nok stadig er i gang med at skævvride hele sygehusstrukturen og ambulanceberedskabet i regionen. Opbakningen var stor, ja nærmest enorm i den nordvestlige del og tillykke med det. Vi andre bakkede trods alt op efter bedste evne de sidste godt 14 dage før skæbnedagen. Og så når man jo heller ikke langt med et budget som en folkepensionist. Men kampen er ikke slut endnu, trods Bent Hansen's rævesmil natten til onsdag - stol trygt på det.

Og til borgerne i hele Karup-området, så vil jeg godt lige knytte er par bemærkninger omkring vores Akutbil, den skal selvfølgelig blive ved med at køre trods flertallet i det nuværende regionsråd ser den nedlagt - jo før jo bedre. Nu skal vi for alvor til at huske på hvad de mange politikere (både regionalt og kommunalt) sagde og skrev før valget, ja de nærmest stod i kø for at redde vores Akutbil, så nu er det om at komme i arbejdstøjet og få bearbejdet specielt de socialdemokratiske regionsmedlemmer, så Karups Akutbil kommer på Region Midtjyllands budget de næste 4 år. Nu skal der handling bag ordene.

Og med hensyn til sygehusstrukturen - Gødstrup-planen - så er der nu valgt en hel del ind i regionen, som vil noget andet - på tværs af deres respektive partier. Der er splittelse hos både konservative, venstre og SF og så en enlig socialdemokrat. Og så skal vi lige huske, at borgerne i den nordvestlige del fik valgt 2 fra Fælleslisten Vest i regionen, så kampen er ikke slut endnu. Vi skal også huske på, at med valget er der også sendt et stærkt signal til politikerne på Christiansborg - så Bent Hansen's plan er slet ikke gennemført endnu. Jeg håber og tror, at der nu her i dagene efter valget, sidder mange tilbage med en flov smag i munden. Opbakningen til de mange protester fra nordvest fandt ikke ligefrem genklang i den midt- og østjyske del af regionen. Husk lige på, at der også kommer til at ske store forandrigner i andre områder, jeg tror bare ikke den er helt "feset" ind hos borgerne. Men den dag hvor man virkelig står og har brug for hurtig hjælp og ikke får den, så får piben en anden lyd, men så kan det måske vise sig at være for sent.

Det er så muligt, at mange borgere i den midt- og østjyske del af regionen har tænkt, at regionen er så langt fra min hverdag, at jeg stemmer på det jeg plejer, det går nok. Vi andre som så er kommet udefra og har været og stadig er utilfredse med det Bent Hansen og kompagni har strikket sammen omkring sygehusstrukturen, vi har ikke nøj's med at brokke os, men har villet være med til at gøre en forskel og tage et ansvar og dermed få demokratiet og solidariteten bredt ud i hele regionen - i by og på land. Det lykkedes desværre ikke at slå igennem og det er jeg utroligt skuffet over, men sådan  er vilkårene i vores demokrati, som desværre fjerner sig mere og mere fra borgerne. Det ville jeg godt have været med til at rette op på og det krævede kun et enkelt x på stemmesedlen fra borgerne, men sådan skulle det ikke være. Nu kan vi så allesammen håbe på, at de politikre (fra konservative, venstre til SF'erne og Dansk Folkeparti), som sagde en hel masse før valget sætter handling bag de mange flotte ord og løfter, så bliver det politiske sammensurium i Region Midtjylland ikke det samme som før den 17. november 2009.

Med venlig hilsen og tak for støtten - trods alt - Jens Erik Olsen (Ugeolsen)