|
Skrevet af JEO
|
|
fredag, 13 juni 2008 09:50 |
Embedsmænd slagter akutbilen(KARUP-UP). Karups gule akutbil, som i de sidste godt tre år har været med til at redde liv i den tidligere Karup kommune ser nu ud til at blive slagtet af embedsmænd og folkevalgte politikere i Region Midtjylland. På onsdag kan akutbilen få det første døds-stød af regionsrådets politikere.
På onsdag skal politikerne i Region Midtjylland blandt andet tage stilling til en styrkelse af den præhospitale indsats i Region Midtjylland og her er en nedlæggelse af akutbilen i Karup på dagsordenen, da man ikke vil ofre "sølle" 550.000 kroner på den livgivende indsats for borgerne i Karup-området. Fremover skal hjælpen komme fra enten Herning eller Viborg. En af årsagerne til, at akutbilen fra Karup skal spares væk er, at Falck har næsten mere end fordoblet priserne på akut- og lægebiler. Derfor skal der fremover bruges godt 31 millioner mod de forventede godt 15 millioner kroner - og så skal der spares på denne vigtige tryghed for borgerne i Region Midtjylland og specielt her i vores område - tidligere Karup kommune. I dag finansieres Karups gule akutbil med 500.000 af Viborg kommune, 50.000 fra regionen, private sponsorer, resurser fra et frivilligt nødbehandler-korps og infirmeriet på Flyvestation Karup. Viborg kommune springer fra og regner med at Region Midtjylland næste år overtager udgiften, men her vil man ikke ofre disse penge på borgerne i den tidligere Karup kommune - og så slagter man ordningen. Indtil nu har den gule akutbil i Karup fungeret på bedste vis og reddet menneskeliv. Ringer man 112, så er akutbilen fremme i løbet af få minutter i både Kølvrå, Karup, Frederiks, Havredal, Grønhøj og Skelhøje, mens der i alt for mange tilfælde går både 15 og 20 minutter før der er redningsfolk fremme fra Falck - fra f.eks. Viborg. Så får embedesmænd og folkevalgte politikere i Region Midtjylland magt som de har agt, så er det ikke kun akutbilen der er i fare, men borgerne i tidligere Karup kommune.
|